Can fashion save the world?

Bæredygtige lapper

The stories that we wear

Der sker  ting i moden lige nu, som jeg personligt synes er helt fantastisk. Som en modreaktion på vores brug-og-smid-væk-kultur spirer nye bæredygtige tendenser. Det handler om miljøbevisthed, magelighed og meningsfuldt forbrug. Og ikke på den kedelige fodformede måde (no offence).

I årtier har verdens modebranche skruet op for antallet af kollektioner og nye trends, for hele tiden at overgå hinanden og være først med det nye. Og vi forbrugere har halset efter, ivrigt brugt penge på sæsonens fashion items, for blot øjeblikke senere at kunne konstatere at trenden er skiftet og ergo, må garderoben det også. Jeg tror, en del modebevidste forbrugere er blevet trætte af at være en del af dette kapløb, hvor meget af vores tøj må lide en krak skæbne i skabet, mens vi igen må investere i nyt. I hvert fald er der flere tegn på at modebranchen bliver nødt til  at følge efter den bæredygtige revolution, der er sket indenfor fødevarer i det sidste årti. En revolution som har medført, at mange af os kikker efter øko- og Fair Trade mærkninger, undgår madspild, har biospande osv.

‘If it’s broken – fix it’

Wornwear
Foto: Dennis Hennek, mountain climber, 1973.          Billede bliver brugt af Patagonia, Wornwear, der netop blev grundlagt af en bjergbestiger i 1973 som et ‘aktivist brand’. Fra April 2017 kan Patagonia produkter returneres og refunderes til nye produktkreditter. De brugte varer bliver rengjort og repareret og solgt på deres “Worn Wear” hjemmeside.

Citatet er fra det Californiske out-door og bæredygtige aktivistbrand Patagonia, der går forrest ifht. tøj og har gjort det længe. De opfordrer folk til at reparere deres tøj i stedet for at købe nyt og værdsætte den historie, slidtage og lapper fortæller. Patagonia skriver på deres site, at ‘det bedste man kan gøre for planeten, er at anvende sine ting længere.’  Og det er da svært at være uenig i!

Jeg har ikke selv noget tøj fra Patagonia endnu ( – de forhandles hos en af mine favorit butikker, Le Fix),  men jeg har let ved at tappe ind i Patagonia’s bæredygtige filosofi. At vi skal købe klassikere, der er ikke er trendorienteret og gå efter kvalitetsprodukter, der passer til de mennesker, vi er.  Jeg kan utroligt godt lide ideen om, at vi kan slippe for trendræset. Tillade os selv at knytte os til vores tøj, sko, tasker og lade vores ting gå ind i vores selvfortælling som individer. Denne her tendens handler altså mindre om bæredygtige materialer og mere om ikke at fylde verden med flere og flere produkter, bare fordi modebranchens sæsonen skifter hurtigere, man kan nå at sige ‘slimfit’.

Den her tendens betyder, at vi stadig kan tillade os at købe lækkert kvalitetsdesign, så længe vi faktisk vedligeholder, reparerer og bruger det. Og lets face it – thats a relief! For bæredygtig mode har længe haft en fodformet smag uden noter af sexappeal. Og det er nok den største hurdle at komme omkring.

Bæredygtige lappeløsninger

Jeg har selv en kæmpestor kærlighed til tøj. En kærlighed der handler om designet og derfor ikke kun er afhængigt af mærket, sæsonen, om det er brugt eller nyt. For mig handler det om de følelser, tøjet giver mig og senere om de minder, jeg knytter til tøjet. Derfor har jeg også rigtig svært ved at skille mig af med mit tøj. Ergo passer denne meningsfulde forbrugskultur rigtig godt til sådan en som mig. Jeg kan nurse min bæredygtige kæphest om at efterlade jorden i bedst mulig stand til vores unger, uden samtidigt at gå alt for meget på kompromis i mit tøjvalg.

Bæredygtige tanker om modeLoa Gitz in a boiler suit.

Et godt eksempel? Min kedeldragt købt for 3 år siden i mit favorit overskudslager på Manhatten er spot on! Det er en off-shore-boiler-suit, der allerede før mig havde en historie. Og ja, jeg har gået en del i den, passet på den, men også plettet den. Lige midt på brystet. Og nej man kan ikke gå rundt med olieplettede bryster(!). Men man kan godt tilføje en tekstil badge købt i Magasin til 10 kr. – specielt til en dragt, der originalt er født med flere.

Restaurenten Italo disco's fasade.Loa Gitz in a boiler suit bought in NYC

Forleden spiste jeg på Italio Disco kombineret med en efterfølgende ‘døds-drinks-rute’ med mine veninder iført kedeldragten. Fantastisk aften. Og jeg sværger – jeg har aldrig fået så mange komplimenter…og endda fra kvinder. Skønt. Og kedeldragten har fået endnu en historie, som bare gør den endnu mere uvurderlig for mig.

Om denne tendens nogen siden kommer til at vokse og være blivende bæredygtigt forbrugsmønster, eller om det blot er en trend, der udskiftes af en ny om 1/2 år! Ja det afhænger vel af os, forbrugerne! Hvad siger I?

Nå ja, døds-ruten… lad os bare sige, at jeg klarede den forbi Riesens lukketid og kom på Amigobar, for at cykle gennem Amagerfælled hjem kl 6 om morgenen! Det sker ikke ofte, men når det gør, er det klasse 😉

GemGem

GemGem

GemGem

GemGem

GemGem

GemGem

GemGem

GemGem

GemGemGemGem

GemGem

GemGem

GemGem

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *